Børn i byen prisen : Stem og vind flotte præmier

Din bedømmelse

Log ind først

Ud af ghettoen, eller jeg tisser i hjørnet! Need: forskellighed – nice: kultur

Kolonihavehusene ligger side om side, forskellige som lapperne i et Mother Theresa tæppe. Et er blåt med rødt stakit, mens et andet er mintgrønt med gule havehynder. I et hus bor to cigarrygende pensionister, i et andet en ung pige med sin kongepuddel, og i andre igen bor de urbane hippie-familier med Christianiacykler og saftpressere. Og ikke langt derfra er Eid-festerne op over.

I dette mangfoldige kludetæppe midt i byen bor Christine Exner med sin familie. Og hun kunne ikke drømme om at bo andre steder.

Får tissetrang i ghettoer

”Her bor meget forskellige mennesker, der er mange børn, og vi bor tæt. Kender hinandens kattekillinger og broderimønstre. Jeg elsker mine naboer, som laver noget helt andet, end jeg gør. Og som har nogle helt andre værdier,” fortæller Christine Exner og fortsætter smågrinende: ”Når der går for meget ghetto i den, får jeg voldsom trang til at stille mig op på et bord og smide tøjet eller sætte mig over i et hjørne og tisse. Jeg får fnidder og bliver enormt provokeret af at være sammen med for mange mennesker, som ligner mig selv.”

Både alder og sociale lag er meget blandet, og det mener Christine Exner giver noget positiv spænding. Forskelligheden står sammen med frihed meget højt på hendes værdibarometer. Børn skal have deres eget frie liv, også selvom de bor i byen.

”Mine børns liv ligner meget det, jeg selv havde som barn, selvom jeg kom fra provinsen. De løber rundt selv og har deres hemmeligheder. De kan selv gå hjem fra skole og lege frit i området. Det har en utrolig stor betydning for deres selvstændighed og frihed. Jeg giver mine børn så meget frihed, som de overhovedet kan administrere,” siger Christine Exner, som heller ikke personligt trives med for mange regler.

En af de store fordele ved at være vævet ind i mangfoldighedens bytæppe er ifølge Christine Exner, at børnene bliver trygge ved både tørklæder, wunderbaum og røddernes hårde tone: ”De vokser op med virkelighedens Danmark, og det gør både dem og mig trygge. Derfor kan de bevæge sig så frit.” 

Det kulturelle saltvand

Fordelene ved den lille plet i storbyen er kombineret med alle de kvaliteter, som ellers suser i byen.

”Ud over et farverigt nærmiljø, boldbaner, strand og skov, får de jo en saltvandsindsprøjtning af kultur. De lærer deres hovedstad at kende og nyder den eksotiske puls, som banker ned gennem Strøget. Dunkende rytmer fra glitterbutikkerne og lyden af politihestehove mod gågade blander sig med stemmer på vej i alle retninger,” smiler Christine Exner.

Men der skal mere end et strøg til at sætte ild til Christine Exners kulturelle lunte. Hun og familien holder meget af de gamle historiske bygninger og dem med kunstværker indeni.
”Vi elsker Statens Museum for Kunst, alle de skønne og meget forskellige værker. Og så indbyder haven rundt om til leg og eventyr. Vi kommer der, når det lige passer og har sjældent booket lørdag til den slags udflugter, nej, det kan gøres når som helst,” fortæller Christine Exner, som dog erklærer sin uforbeholdne kærlighed til naturen, der ligger lige rundt om hjørnet: Vestamager, stranden, naturcenteret.

”At komme hjem fra en cykeltur og dufte af bål er så fedt. Børnene er fyldt op af sanseindtryk både til næse, øjne, ører og hænder. Insektskoven er meget appellerende for fantasien og er helt fantastisk. Måske var det efter et besøg der, at min egen fantasi gik amok,” siger Christine Exner, mens hun går ud for at finde sit seneste kunstværk frem.
En kreativ vildfarelse fik nemlig for nylig Christine Exner til at købe tapetklister. Det skulle hun ikke have gjort:

”Min stærke side er ikke at finde på ting at lave med hænderne. Det her er et forsøg på at lave noget sammen med børnene. Det gik knap så godt. Der gik ti minutter, så var de stukket af hen til en anden mor, som kan alt med stoftryk, vævning, ler. Det gad jeg godt kunne,” siger hun og viser lidt tøvende noget stivnet avispapir formet rundt om en pink spand frem.

Christine Exner bor med sin mand Bjørn Fjæstad, der er sanger og skuespiller og deres to børn Frida på 7 og Storm på 3 i en haveforening på Amager.
Christine Exner er skuespiller, kendt især fra Krysters Kartel. Hun arbejder lige nu på et børnekulturprojekt.

Skriv en anmeldelse

Log ind her for at skrive en anmeldelse.

Bliv medlem af Klubben


Klubben giver dig rabatter, adgang til VIP lagersalg og gratis entré til særarrangementer.


Fantastisk velkomstpakke!
Værdi 1199 kr.
Bliv Medlem i dag
33,-Pr. md.