Din bedømmelse
Log ind først
Gratis Nørrebro-oplevelser for børn
Oplevelser for børn er ofte kendetegnet ved en dyr entre og en endnu dyrere forplejning. Børn er i forvejen dyre i drift og når finanskrisen kradser, kan gode råd være dyre, men med lidt fantasi kan der gå sport i at finde de billige eller endog gratis oplevelser i byen.
Nørrebroparken, Assistens Kirkegården og Søerne er gode bud på oplevelser for hele familien – og medbringer I jeres egen mad og drikke, kan det gøres helt gratis.
Turen går til Nørrebro
Nørrebro har nogle skønne, grønne oaser og er kendt som mangfoldighedernes bydel. Bydelen er oftest uheldigt portrætteret i medierne, og ses tit omtalt som ”Stenbroen”. Det er synd, da der ligger mange fine, gratis oplevelser gemt netop her.
Alle omtaler er dog ikke negative. New York Times har bl.a. skrevet, at Indre Nørrebro er Københavns smarteste kvarter og kalder Nørrebro for en ”Oasis of energy”. Børn i byen går New York Times i bedene og hopper med på fortællingen om de mere positive sider af bydelen.
Boldspil i Nørrebroparken
Nørrebroparken er samlingspunktet for mange Nørrebro-familier. Især om sommeren, når vejret er godt, er der mange der griller rundt omkring i parken. Parken har masser af bænke og borde, hvor I kan spise jeres medbragte mad.
Boldspil er ideelt i parken, som udover de store flade græsarealer med fodboldmål også har en skaterbane, en legeplads, en hockeybane og et basketballnet, så der er rig mulighed for fysisk udfoldelse. Husk selv at tage bolde/udstyr med.
Eventyr på Assistens Kirkegård
Assistens Kirkegård er et både lidt hemmeligt og meget eventyrligt sted. Er der frost i luften, har man nærmest følelsen af at være Lucy, der er gået igennem garderobeskabet og lander i Narnia. Alle de gamle
træer og buske er med til at give en følelsen af, at området er enormt og at man kunne fare helt vild.
Stedet vrimler med egern, og det er som om, man befinder sig i et eventyr af H.C. Andersen (som ligger begravet derinde).
Kirkegården er et oplagt sted til at arrangere en skattejagt til børnefødselsdagen - man skal bare huske på, at en del af Assistens Kirkegård stadigvæk fungerer som kirkegård, og at boldspil ikke er tilladt.
Andemad ved søerne
Søerne i København er en hyggelig forbindelse mellem Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. Man kan nemt spadsere med barnevogn fra den ene ende af byen til den anden uden at skulle bekymre sig om trafikken. Her er et rigt fugleliv, og I kan tage noget gammelt brød med hjemmefra eller spørge en bager på vejen. I kan så sidde og nyde solen og se på de forbipasserende, mens ænderne bliver fodret.
Næsten gratis
Har man lidt øre på lommen, kan det anbefales at krydre turen ved at tage et smut forbi Stefansgade og købe en cafe latte to go hos enten Riccos eller Stefanos samt en is til ungerne hos Paradis på Sankt Hans Torv.
Børnestafetten i Jægersborggade er også et besøg værd, hvis man er i humør til at shoppe, men ikke har taget den store pung med. Butikken drives af mødrehjælpen og sælger billigt genbrugsbørnetøj og -legetøj. Børnestafetten har mange frivillige hjælpere til at stå i butikken, som også står for en masse spændende aktiviteter.









For næsten 3 år siden af Heidi Juul Petersen
Og så er Børnestafetten nomineret til Byens bedste børnebutik på AOK (og den fører).
Heidi