Din bedømmelse
Log ind først
Apps til børn
Vinterferien er lige om hjørnet og mange familier står over for flere timer i bil, tog eller fly, når fridagene skal tilbringes på Norges hvide pister, Thailands gyldne sandstrande eller hos farmor på Fyn. Uanset hvor I skal hen, er der transporttid, der skal spenderes og dermed børn, som gerne vil underholdes.
Vi har været på opdagelse i App Store sammen med vores børn og anbefaler her en række gode, underholdende apps til at afvæbne kedsomheden på børnenes sæder.
Børn 0-4 år
Baby Beagle’s Learning Zone byder på et underholdende og lærerigt univers specielt designet til de allermindste fra ca. 10 måneder og op. Her kan de små fordybe sig i lege, de kender fra virkeligheden, fx bygge klodstårn, plaske med badeænder og lege med bolde. Med legene øver barnet bl.a. sin forståelse af sammenhænge mellem årsag og virkning samt rumlige relationer som op og ned. Alt sammen foregår i et roligt tempo med nogle søde, genkendelige figurer og en behagelig lydside, der vækker stor glæde og engagement hos de helt små.
Pris 18 kr.
Fusentasterne har masser af sjove spil til de 1-3-årige. Gennem spil med glade illustrationer og børnestemmer kan barnet øve sig i farver, ord, tal og hukommelse. ”Fotohuskespillet”, der er en variant af det klassiske vendespil, er særlig sjovt. Her kan man personliggøre sine kort ved hjælp af kameraet i telefonen eller iPad’en og lade fx familiemedlemmer pryde app’ens huskekort. ”Tossekassen” er også super – denne app (som dog kræver netforbindelse under brug) indeholder udvalgte, børnevenlige filmklip fra YouTube af fx syngende børn, transportmidler og alverdens dyr.
Priser 0-18 kr.
Rasmus Klump inviterer til hyggelig underholdning i en gratis app, hvor barnet møder Klump og vennerne i sjove aktiviteter. Her er fx en malebog, vendespil og ”myldretegninger” at gå på opdagelse i. Derudover kan barnet lytte til lydbøger eller se film i biografen. Første bog og film er gratis, hvorefter man kan udvide ved at købe flere inde i app’en.
Cirkeline har også fået sin helt egen app, endda en meget fin én af slagsen. I denne gennemførte app med skønne illustrationer følger barnet Cirkeline og musene Frederik og Ingolf rundt på tegnerens skrivebord ved at trykke på dem. Undervejs støder man på små aktiviteter som fx en tegnetavle, xylofon, huskespil og en påklædningsleg, hvor der kan vælges tøj til Cirkeline. Ekstra bonus er garanteret nostalgi hos forældrene med app’ens mulighed for at høre velkendte sange som ”Cirkelines fødselsdag” og ”Snemusen Knud”.
Gratis – med mulighed for tilkøb inde i app’en.
Børn 5-8 år
Toca Boca byder på en række apps, der engagerer børnene i virtuelle rollelege. Lad dem fx lege theselskab i Toca Tea Party, hvor man skal dække bord, vælge kager og servere the. Søskende (eller børnenes tøjdyr!) kan sidde sammen om app’en og ”drikke” og ”spise” ved at bruge fingrene på skærmen. Med Toca Store kan barnet blive butiksejer og træne regnefærdigheder ved at købe og sælge varer. I Toca Robot Lab bygger barnet sin egen robot og tester dens flyvefærdigheder. Der er masser af god underholdning i Toca Bocas mange super apps, der alle har herlige lydsider og flot grafik, der understøtter fantasien og det sociale aspekt i legene.
Priser 6-12 kr.
Flunkerne kender mange børn fra bøgerne om de små farverige væsener, der gemmer sig i skøre myldretegninger. I app’en er konceptet det samme: gå på jagt efter Flunkerne! På hver side læser en stemme en intro op og fortæller barnet, hvad det skal lede efter i tegningen. Der er 10-20 opgaver pr. side, så der kan hentes mange timers underholdning i app’en, der indeholder en gratis demo bog, hvorefter man ved in-app køb kan få fire forskellige Flunkerbøger til 36 kr. pr. stk.
Vil børnene gå på opdagelse i endnu flere myldretegninger, kan det gøres i Where’s Wally. Her jagtes fyren med tophuen og de runde briller, som vi i Danmark kender fra ”Find Holger” bøgerne. App’en findes kun i engelsk udgave, så barnet skal måske have lidt hjælp i starten, men vil hurtigt finde ud af det, for konceptet er enkelt: Find Holger!
Pris 18 kr.
Børn 9-12 år
Where’s my water er den populære app om krokodillen Swampy, der brændende ønsker sig et bad i kloakken, hvor han bor. Andre krokodiller har dog lavet rod i rørene, og han har derfor brug for hjælp. Ved at slide fingeren gennem labyrintiske baner med indbyggede udfordringer, skal spilleren lede vandet ned til Swampys badekar. Spillet er en udfordrende hjernevrider, der er stærkt vanedannende – også for voksne!
Cut the rope er endnu et simpelt, men meget fængende spil med en enkel mission: At skaffe slik til et lille dyr ved navn Om Nom. Slikket hænger i et reb, som det er spillerens opgave at skære over med sin finger, så slikket falder ned i gabet på den lækkersultne Om Nom. Undervejs er der indlagt forskellige forhindringer, der gør de søde sagers vej til slikmunden en udfordrende affære. Det gælder om at tænke, før man skærer rebet!
Apps med kamerafunktion er en anden type god underholdning til de større børn. Lad dem fotografere under rejsen og find en sjov app, hvor billederne kan behandles med sjove effekter og filtre, der får jeres ferie til fx at ligne noget fra ”gamle dage”. Prøv fx apps som Vintage Camera eller Instagram til iPhone. På iPad findes den indbyggede Photo Booth, der leder tankerne hen på en fotoautomat, og som rummer et væld af effekter. Den gratis app Freaky Face indbyder til masser af sjov med mulighed for at tilføje dine billeder sjove øjne, skæg eller mærkværdige munde.
For alle aldre
Til børn der ikke er i humør til spil og aktiviteter, anbefaler vi apps med god, gammeldags højtlæsning fra bog. Investér i et par gode ørebøffer for børn, evt. med decibel begrænsning, og lad dem synke ned i sædet til en god lytteoplevelse. Fx kan de små nyde Jakob Martin Strids vidunderlige illustrationer i app’en Lille frø, imens Martin Brygmann læser op (42 kr.) For de 5-9årige er klassikeren Bennys badekar et godt bud (42 kr.). De større børn kan fordybe sig i en nyligt udgivet gratis app med fortællinger om Bærfolket af den populære børnebogsforfatter Lene Kaaberbøl i samarbejde med Den gamle fabrik.
Vil du finde endnu flere apps til børn og læse om andres erfaringer med dem, anbefaler vi bloggen mors-apps.com, der ugentligt opdateres med anbefalinger, tips og tricks til børneapps.
På Rejsmedborn.dk findes masser af tips og gode råd til at rejse med børn - sådan helt generelt.
Foto: App Store og Toca Boca